Prædikener

 

Palmesøndag begynder påskens stille uge. Sørgeligt stille i kirkerne, hvor vi ikke må samles om Skærtorsdags nadver, Langfredags tårer og Påskemorgens glæde. Det vil jeg savne at dele med menigheden. 

Evangeliet, som det er oversat i den nye oversættelse

”Bibelen 2020”: Johannesevangeliet kap. 1,1-16:

Seks dage før påske kom Jesus tilbage til Betania, hvor Lazarus boede – det var den mand, han havde gjort levende igen. Jesus blev inviteret til middag: Martha sørgede for maden, og Lazarus var med ved bordet sammen med Jesus. Maria tog en flaske meget dyr parfume, lavet af ren nardusolie, og hældte den ud over Jesus’ fødder. Bagefter tørrede hun dem med sit hår, og duften fra olien bredte sig i hele huset. Judas Iskariot, den discipel, der senere skulle forråde Jesus, udbrød: “Den parfume var en formue værd. Hvorfor blev den ikke solgt, så pengene kunne gå til de fattige?” Det sagde han ikke, fordi han interesserede sig for de fattige, men fordi han stjal af kassen, som han var sat til at bestyre. “Lad hende være i fred. Hun kan gemme resten til min begravelsesdag, “ sagde Jesus. “De fattige har I jo altid hos jer, men mig har ikke altid.” Da folk fandt ud af, at Jesus var i Betania, tog mange derud. Det var ikke bare for at møde Jesus, men også for at se Lazarus, som Jesus havde gjort levende igen. Så besluttede de ledende præster, at Lazarus også skulle slås ihjel. Mange jøder gik nemlig over til a tro på Jesus på grund af det, der var sket med Lazarus. Næste dag hørte alle dem, der var kommet til påskefesten, at Jesus var på vej til Jerusalem. De tog palmegrene i hænderne, gik ud for at møde ham og råbte: “Hosianna, Gud velsigne jødernes konge, han kommer i Herrens navn.” Jesus fandt et æselføl og satte sig op på det, sådan som der står i Skrifterne: “Vær ikke bange, Jerusalem, se, din konge kommer, han rider på et æselføl.” På det tidspunkt forstod disciplene ikke, at det, Jesus havde gjort, var en opfyldelse af profetien fra Skrifterne. Det blev de først klar over, da han var blevet henrettet på korset og hans guddommelighed var blevet synlig for dem.

Prædiken

I denne mærkelige tid, hvor kirkerne skal holdes lukket, selvom mange netop nu kunne have brug for et fredens sted til bøn og eftertanke, forsøger jeg at lukke kirken op med små filmklip, som jeg deler på de sociale medier. I kan se dem på min og på kirkens facebooksider og på kirkens hjemmeside www.holmsland-kirker.dk.

I den forbindelse har jeg tænkt over, hvad jeg skal fortælle om det billede, der er malet på gelænderet op til prædikestolen, og som I kan se på forsiden af denne lille prædiken. Hvad er det mon for en mand?

Jeg har hørt nogle kirkegæster spørge, om han skal forestille én, der er vanskabt? Det fortælles jo, at Ny Sogn kirkes skytshelgen, Sankt  Laurentius, kaldte alle de fattige og syge for ”kirkens sande skatte”, da kejseren krævede kirkens rigdomme udleveret.

Jeg tror nu snarere, at den ukendte maler fra det 17. århundrede har nok har været det, man kalder en ”almuekunstner”, som ikke har behersket de fineste indsigter om proportioner. Men maleren har helt sikkert kendt sine symboler, og han har malet en skikkelse med en bog i den venstre hånd, og jeg tror derfor, at det skal forestille én af evangelisterne.

Der er dog noget andet, jeg vil lægge vægt på i dag. Nemlig at skikkelsen også bærer på en stor palmegren. Dermed bliver maleriet en påmindelse om evangeliet til palmesøndag, hvor Jerusalems indbyggere bød Jesus velkommen med palmegrene.

Palmesøndag har en særstilling i kirkeårets evangelier. Man hører den to gange om året: Ud over palmesøndag er det det også evangeliet til 1. søndag i advent, hvor vi byder det nye kirkeår velkommen og forbereder os på, at Jesusbarnet skal komme ind i vore hjerter.

Vi citerer også fra om Palmesøndag i vores nadverritual, når præsten siger: ”Velsignet være han som kommer, I Herrens navn!” og menigheden svarer: ”Hosianna i det højeste.”

Billedet fortæller altså præsten og menigheden, at prædikenen først og fremmest skal byde Jesus og alt det, han står for, velkommen, som en længe ventet gæst.

Der ligger en smuk symbolik i denne brug af Palmesøndag, alligevel tænker jeg jævnligt over, hvorfor de gamle kirkefædre har valgt at bruge netop denne ene beretning så meget.

Her midt i corona-krisen er jeg blevet opmærksom på noget, jeg ikke har tænkt så meget over før: Nemlig hvor vigtigt det er at kunne byde andre mennesker velkommen.

Til dagligt er det vigtigt for freden og sammenhængen i et samfund, men i denne corona-tid, hvor vi har fået besked på at lukke vore døre på grund af smittefaren, dér mærker man også, at det rører ved noget af det egentligt menneskelige inden os. Nu hvor det er forbudt, mærker man virkelig, at det hører med til at være menneskelig, at man kan række hånden frem og lukke døren op og hilse naboen og den fremmede med et ”Velkommen, kom indenfor!”

Da jeg studerede teologi, husker jeg hvordan vores professor i Gammel Testamente engang fandt det nødvendigt at forklare os unge studerende, som sikkert mest var optaget af os selv og vores eget, at en afgørende værdi i Bibelens skrifter er dét, man kalder ”gæstevenskab”. Der er f.eks. historier som den om Abrahams tjener, der skal finde en hustru til Jakob, og han genkender den udvalgte pige i Rebekkas skikkelse, fordi hun viser ham gæstevenskab og sørger for vand til både ham og hans dyr. Et andet sted sørger profeten Elias velsignede en kana’anæisk enke i Sarepta, fordi hun tog imod ham som gæst under en hungersnød.

Også vor tids filosoffer har kredset om denne indsigt. Vores danske K.E. Løgstrup taler f.eks. om ”det åbne sindelag”, som en suveræn livsytring, som det er nærliggende at forstå religiøst.

Palmesøndag står da som en historie, der minder os om, at Gud strejfer menneskelivet, overalt, hvor der vises gæstevenskab mod andre mennesker i almindelighed og mod dét og dem, som er sendt af Gud i særdeleshed.

Selvom deres jubel hurtigt blev glemt viste Jerusalems indbyggere dette gæstevenskab ved at svinge palmegrene. Og dét gæstevenskab viste Jesu venner i Betania, da Lazarus bød ham indenfor, Martha sørgede for lidt at spise, og Maria vaskede hans trætte fødder og plejede dem med nardusolie. Jesus blev berørt, kan vi høre. Så rørt, at han gentog Marias tegn på gæstevenskabet den sidste aften, Skærtorsdag, da han vaskede sine venners fødder, som et tegn på alt det, han stod for og som Gud står for:

Der er gæstevenskab hos Gud i himlen. Det er dét, der handler om: at vi lukker hjertet op og finder trøst og styrke i Guds evige gæstevenskab, og også selv lukke hjertet op og byder næsten velkommen med palmegrene, også når corona lukker fællesskaberne ned. Amen

Forslag til salmer: 741 Op, min sjæl – 151 Med sin Alabasterkrukke (Lukasevangeliets fortælling om kvinden der salver Jesu fødder) – 176 Se hvor nu Jesus træder - 84 Gør døren høj

En prædiken bliver til med henblik på at blive holdt, udtalt og lyttet til. Jeg erfarer selv, at der er stor forskel på at lytte til en prædiken og så at læse de samme ord.

 

Jeg vil bede jer læsere om at holde jer dette for øje, når I nu kan læse søndagens prædikener. De kan have lydt anderledes, og de kan have virket anderledes når de blev udtalt højt i og båret af kirkens fornemme rum.

Med dette forbehold og med en undskyldning for at der vil være både stave og tastefejl i lægger jeg nogle prædikener ud - i håbet om at én og anden må kunne få glæde af dem alligevel.

Sognepræsten Ole 

https://youtu.be/iz7olpRIJUw

En enkel optagelse af prædikenen den 21. juni

Kontakt os

  • Holmsland Kirker
  • v/ Sognepræst Ole Lange
    Holmsland Præstegård
    Gadegårdsvej 3, Kloster
    6950 Ringkøbing

  • Tlf: 97 33 70 11
  • Email: hokl@km.dk
 

Accepter cookies fra dette website

Dette website bruger cookies til at følge din adfærd og for at forbedre brugeroplevelsen på sitet.

Du kan altid slette gemte cookies i dine browserinstillinger

Jeg accepterer ikke cookies Jeg accepterer kun funktionelle cookies Jeg accepterer alle cookies