Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes:Om aftenen den samme dag, den første dag i ugen, mens disciplene holdt sig inde bag lukkede døre af frygt for jøderne, kom Jesus og stod midt iblandt dem og sagde til dem: »Fred være med jer!« Da han havde sagt det, viste han dem sine hænder og sin side. Disciplene blev glade, da de så Herren. Jesus sagde igen til dem: »Fred være med jer! Som Faderen har udsendt mig, sender jeg også jer.« Da han havde sagt det, blæste han ånde i dem og sagde: »Modtag Helligånden! Forlader I nogen deres synder, er de dem forladt, nægter I at forlade nogen deres synder, er de ikke forladt.« Thomas, også kaldet Didymos, en af de tolv, havde ikke været sammen med dem, da Jesus kom. De andre disciple sagde til ham: »Vi har set Herren.« Men Thomas sagde til dem: »Hvis jeg ikke ser naglemærkerne i hans hænder og stikker min finger i naglemærkerne og stikker min hånd i hans side, tror jeg det ikke.« Otte dage efter var hans disciple atter samlet, og Thomas var sammen med dem. Da kom Jesus, mens dørene var lukkede, og stod midt iblandt dem og sagde: »Fred være med jer!« Derpå sagde han til Thomas: »Ræk din finger frem, her er mine hænder, og ræk din hånd frem og stik den i min side, og vær ikke vantro, men troende.« Thomas svarede: »Min Herre og min Gud!« Jesus sagde til ham: »Du tror, fordi du har set mig. Salige er de, som ikke har set og dog tror.« Jesus gjorde også mange andre tegn, som hans disciple så; dem er der ikke skrevet om i denne bog. Men dette er skrevet, for at I skal tro, at Jesus er Kristus, Guds søn, og for at I, når I tror, skal have liv i hans navn.

Prædiken

Dagens evangelium. Ord om at vi kan tilgive og forhindre tilgivelse til evig tid og så billedet af tvivleren Thomas, det kalder mange billeder frem på det indre lærred. Og pludselig er der en association til en scene fra krimifilmen ?Den tredje mand? fra 1949 med den amerikanske filmkunstner Orson Welles. Vi er i det krigshergede by Wien. Harry Lime, har tjent formuer på forurenet medicin. Det har kostet mange liv. Hans gamle ven Holly Martins skal besøge ham og chokeres over forbrydelserne. En afgørende scene foregår i en gondol i verdens største pariserhjul. Holly har stillet Harry til regnskab. De to navne ligner hinanden. En pointe, fordi det kan være så svært at skelne mellem ret og uret. Skurken peger ned på menneskene som ligner små petter. ?Ville det virkelig røre dig, hvis én af de pletter dernede pludselig forsvandt?? spørger forbryderen.

Vi ville formentlig uden tøven svare: Jo, selvfølgelig ville det røre os ? selvom de er langt nede er de da ikke småkryb. Men spørgsmålet er, om vi ikke ofte alligevel, når tingene ikke bliver sat på spidsen, så alligevel bagefter opdager at vi har behandlet hinanden ud fra nogle fordomme, faste forventninger. Spørgsmålet er om vi ikke kun møder mennesket bag maskerne, når vi kommer ned fra højderne, ser hinanden i øjenhøjde, når ham vi har nogle fordomme om langsomt forvandler sig fra en maske til et du ? spørgsmålet er om vi ikke kun alt alt for ofte ser på hinanden som på småkryb, der ikke rører os ? lige så lidt som de mennesker man kan se fra toppen af Pariserhjulet i Prateren i Wien rører forbryderen Harry Lime og vennen i den 3. mand ? Det er forståeligt nok ? vi kan ikke tage alle skæbner på os ? Sådan overlever vi

Men sådan går andre menensker altså også til grunde. Og for mig at se er det dér Jesus-ordene kommer på banen. Tilgiver I andre deres synder, er de forladt, men hvis vi nægter I dem syndernes forladelse ? så bliver tilgivelsen heller aldrig i evighed virkelighed i dette menenskes liv.

Hvad er det Jesus gør ved disciplene i dag? Blæser ånd i os. Ånd til at forsone, hele, lindre ? hellig ånd, samvittighed ? og vi holder den så tit tilbage, gemmer den, glemmer den. Hvorfor? Af frygt, af tvivl, af vane? Hvis vi nægter at forlader et menneske dets skyld, når vi ikke når frem til se ham, som et du, som et menneske, i stedet for et småkryb, så bliver han virkelig til et småkryb, blot en tom skal, en funktion i samfundets store maskineri, ikke en éner, et Guds barn, han får ikke tilgivelse. Det er en frygtelig magt, der er lagt i menneskehånd ?

frygtelig ? og fantastisk når det lykkes at binde et venskabsbånd, kaste et forsonende skær, eller, hvis stormene virkelig raser: træder frem som et værn for en smule retfærdighed. Med lidt mandsmod i hjertet.

Og dét er for mig at se sådan evangeliets to dele hænger sammen: disciplen Thomas træder ind på scenen som ham der mangler mandsmodet, livsmodet, til at tro det umulige ? til at træde ned fra det høje udsigtspunkt, til at se at verden ikke blot består af småkryb, der er viljeløse kastebolde for samfundets blinde kræfter. Det var dét man måtte mene at Jesus var, sådan som man havde skaltet og valtet med ham og sendt ham fra Herodes til Pilatus og til sidst ud på Golgatas høj langfredag. Men nej, Thomas: Hvor meget Jesus end oppe fra de højeste poster blot tog sig ud som en lille plet, et småkryb målt med storpolitikkens gustne blik, så havde han en storhed, et himmelsk borgerskab, selvom det lyder helt helt utroligt, og denne påskedag deler han det ud til alle sine venner, til dig og til mig, Ja selv til en tvivler som Thomas ?

Ja, Jesus, bringer bud om det umuliges mulighed, han træder uventet hen til Thomas og fejer det hele bort: Snusfornuftens forbehold, og erfaringens, tvivlens distance. Rør dog ved mig, se mig i øjnene, tag mig, mit liv i kød og blod i dine hænder ? og dét? Det lader intet menneske uberørt, heller ikke Thomas ?

Virker dét svært at se for sig? Vi springer tilbage til filmen om den tredje mand. Til sidst, da forbryderen Harrys gamle ven, Holly, vakler, så viser politiet viser ham børnehospitalet, hvor ofrene for den forfalskede medicin ligger. Han bliver tvunget til at se ofrene, som Harry regnede for småkryb, se dem ansigt til ansigt som et du, som et menneske, og det fejer tvivlen bort.

Så går jagten ind ? i de berømte scener nede i Wiens kloakker, hvor forbyderen pludelig bliver eneren jaget vildt af hundeglam og jægerråb, ja selv af sin gamle ven ? ham der ville gøre andre til småkravl, nu er det hans rolle? Og vi har pludselig medlidenhed med ham. Han er også et du! Og som navnene Harry og Holly ligner hinanden til forveksling, så kunne også jeg så let, så let være faldet. For gør jeg det ikke i det små, når jeg lukker øjet? Ja, det gode og det onde kæmper om magten i hvert et bryst og det er så svært at skelne.?

Svært ja, men ikke umuligt, og der er også råd at finde, blot skal vi vide at der hvor valget mellem godt og ondt for alvor skal træffes, er i hjertedybet og dér hvor et jeg møder et du, og 2 øjenpar møder hinanden.

Det er lidt morsomt, at prædikestole er hævet over menigheden, som gondolerne i det store pariserhjul i Wien. Måske skal det advare menigheden om, at fra denne verdens prædike- og talerstoles højder, dér bliver sandheden dommene om godt og ondt kun for abstrakte. Det skal minde om at vi vender os mod hinanden, taler sammen om livet og om døden og om alle de ting som har betydning, om dom og tilgivelse, om Gud. Det er det bedste råd mod Thomastvivlen, som vi alle kender. Amen