Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Så blev Jesus af Ånden ført ud i ørkenen for at fristes af Djævelen. Og da han havde fastet i fyrre dage og fyrre nætter, led han til sidst sult. Og fristeren kom og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så sig, at stenene her skal blive til brød.« Men han svarede: »Der står skrevet: ›Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund.‹« Da tog Djævelen ham med til den hellige by, stillede ham på templets tinde og sagde til ham: »Hvis du er Guds søn, så styrt dig ned. For der står skrevet: ›Han vil give sine engle befaling, og de skal bære dig på hænder, så du ikke støder din fod på nogen sten.‹« Jesus sagde til ham: »Der står også skrevet: ›Du må ikke udæske Herren din Gud.'« Igen tog Djævelen ham med sig, denne gang til et meget højt bjerg, og viste ham alle verdens riger og deres herlighed og sagde til ham: »Alt dette vil jeg give dig, hvis du vil kaste dig ned og tilbede mig.” Da svarede Jesus ham: »Vig bort, Satan! For der står skrevet: 'Du skal tilbede Herren din Gud og tjene ham alene.‹« Da forlod Djævelen ham, og se, der kom engle og sørgede for ham.

I mandags havde Dagbladet følgende overskrift: Terror prægede ikke prædikener. Jeg prædikede ikke, men havde nok fulgt min kollega fra Staunings device: ”Man bør ikke nødvendigvis føre dagsaktuelle emner ind i kirken.” Jeg smilede over at journalisten overhovedet kunne forestille sig at prædikenen skulle slutte sig til koret af politiske kommentatorer. Men i dag handler prædiketeksten om hvordan ondskab stikker sit grimme ansigt frem, ligesom den gjorde det i drabene i København.

Jesus møder ondskaben i en konkret skikkelse foran sine øjne. Djævlen. Han frister Jesus 3 gange: først frister han med lyst og grådighed. Lav sten om til brød. Så frister han med mirakler og andre ekstreme ting, der bryder grænser ned, bare for at få et kick. Tage et bungie-jump fra templets top f.eks.

Den tredje fristelse er at Jesus skal bruge livet på magt. Og det er denne fristelse jeg vil hæfte mig ved i dag for magt hænger sammen med vold, som hænger sammen med frygt: det som har fyldt medierne i den forgange uge.

Djævelen siger ikke hvordan Jesus skulle få magt over hele verden, men mon ikke der skulle bruges vold og våben og udgydes blod og tårer? Som Brutale diktatorer af forskellig slags gør det. Både i den store verden: Hitler og Stalin og i de små sammenhænge dem man gerne kalder for ”psykopater”.

Men så findes der altsåogså dem, som spreder terror, frygt uden at bygge noget op. Det er et udtryk for afmagt: Har man ikke magt til andet kan man i det mindste få lidt magtfølelse ved at gøre andre bange af det.

Vi kender det nok fra os selv. Det er en udbredt udløber af underskuddets psykologi: Det kan være skadefryd, og at gå rundt som en tordensky, smække med døren for at ingen skal være i tvivl om, at der er sket mig noget ondt og uretfærdigt!

Jeg vil tro, at det er i det underskud, at vi skal finde hovedårsagen til al terror til alle var tider. Jeg havde min ungdom i Tyskland i et samfund præget af terror. Baader-Meinhof-gruppen allestedsnærværende med efterlysningsplakater alle mulige steder. Mange husker nok også historien om dengang Klitten blev afspærret fordi man troede disse tyske terrorister gemte sig i et sommerhus. Og der var sådan noget forurettet over deres proklamationer. Selvom de handlede om verdensrevolutionen var der noget sølle over dem.

Det sølle er terrorens hovedårsag, men samtidig mener jeg, der er en medforklaring. Hvis en dråbe får et bæger til at flyde over, eller hvis en liden tue får et overfyldt vognlæs til at vælte: så er dråben og tuen på den ene side ikke synderen, men på den anden side heller ikke helt fri for skyld.

I terror kan den medskyldige dråbe eller ”liden tue” være personens kultur, religion, tanker og forestillinger.

Et af Kristendommens hovedbudskaber er, at magt principielt er ondskab, djævelskab, synd. Jesus afviste magtens fristelse. Både da djævelen kom som i dag, hans liv igennem, når tilhørerne ville gøre ham til konge, og da han blev korsfæstet. Korset er det ultimative symbol på ikke-magt. Men hvad sker der når korset er borte?

Præstedatteren Ulrike Meinhof kastede sig i terrorismens arme. Det begyndte med at korset mistede sin troværdighed for hende. Alt for mange i hendes fars kirke havde svigtet under nazismen, og det fortsatte nu under den kolde krig og genoprustningen og udbytningen af ulandene osv. Kirkens tale om kors og afmagt var blevet hul for hende og hun tænkte: Der skal handling til - og så blev det en glidebane ind i terroren.

I dag er det en anden terror end den socialistiske: Islamistisk, muslimsk ekstremistisk. Det vil være uretfærdigt at kalde Islam som helhed for et stort kompleks af vold og undertrykkelse, som nogen gør. Ligesom det var uretfærdigt, når man ville gøre socialdemokraterne medansvarlige for Baader-Meinhofs venstre-terror. Men samtidig kan man ikke nægte at korset mangler i Islam. Muslimerne lærer f.eks. at Jesus ikke blev korsfæstet. For islam sætter ikke lighedstegn mellem magt og synd, som kristendommen gør det. Derfor er korset og ikke-magten en ”dårskab”, i Islam som i al anden rent verdslig tankegang.

I kristendommen har vi en drøm om en tilværelse hvor al magt er forsvundet i Himmeriget engang. Forskellige kirker har forskellige udlægninger af hvordan vi skal klare os indtil da, men alt i skæret af den radikale magtkritik.

Islam derimod har en drøm om en retfærdig magt som i princippet omfatter hele verden. For profeten Muhammed var en samfundsopbygger, både en feltherre, en regeringsleder og en handelsmand. Og man mindes ham som dygtig, og retfærdig målt med sin tids målestok.

Men han var ikke magtesløs, korsfæstet. Han sagde ikke nej til drømmen om ”alle verdens riger og deres herlighed”. Den drøm, som dagens evangelium helt principielt uanset hvilke midler man måtte bruge for at virkeliggøre den, kalder en fristelse fra djævelen.

…

Vi har i kristendommen læren om treenigheden. Den forstod profeten Muhammed aldrig. Han sagde at vi kristne dyrker tre guder og derfor er ulydige.

Han forstod ikke at treenigheden skal udtrykke den bibelske erfaring af Gud. At Gud på én og samme tid er en og mangfoldig: han er den kraft, der giver énhed og sammenhæng i verden – skaberen, den stærke, en fast borg. Og han er den kraft, der giver plads til forskellighed, som tør bære korsets svaghed for at hans elskede kan få plads og styrke. Og endelig at han er den bevægende kraft, altid bestandig, altid i forandring, som en vind, som beånder alle ting.

Som treenig kræver Gud af os, at vi også balancerer mellem disse forskellige udfordringer. Vi skal også både skabe sammenhænge og skabe plads til andre – være bestandige og bevæge os: Bevæge vore hjerter og hjerner og viljer - bøje vore sind mod hinanden og mod verden omkring os. Anstrenge os. Det er dét der ligger i treenighedslæren.

Vi skal ikke bare skabe én sammenhæng: et stort kalifat som islamisterne vil det, eller én socialistisk verdensrepublik som Baader Meinhof ville det. Vi skal trække vores magt tilbage og give plads.

…

Nuvel: Tit har jeg på fornemmelsen at kristendommen er under afvikling i dagens Danmark. Korsets værdi: tålsomhed, tålmodighed, og at afgive magt er ikke i hør kurs. Og heller ikke Treenighedens krav om at holde tankerne i gang, at se hvor mange dybder det skabte liv rummer.

I ved at jeg tit kritiserer Moderne managementteorier – som de f.eks. kommer til syne i skolereform og den slags: Jeg mener, de udbreder et fladt verdensbillede og menneskesyn. Og enten bliver vi stressede eller afstumpede, når vi følger den tankegang.

De flade og alt for enkle og alt for effektive løsninger er også en fristelse som vi der er tegnet med korsets tegn, vi som er viet til den treenige, den tredimensionelle Guds navne skal sig fra overfor: at se al ting ud fra et effektivitetsblik og gøre alting alt for enkelt.

Vi skal både give plads, og samtidig skal vi ikke lade alt være lige gyldigt. Vi skal både holde os en bestandig rød tråd for øje og bevæge os og lade os bevæge og selv bevæge verden omkring os, som vinden gør det, som ånden.

Det lyder svært, det er vanskeligt, men vi skal altså afvise fristelsen til at gøre alt så enkelt som det ligger i de tre fristelser, djævelen stiller Jesus overfor: den enkle løsning at lade alt gå op i lyst og grådighed, den enkel løsning at lade alt gå op i bryder grænser og tabuer eller den enkle løsning at mene at det hele handler om magt alene, handler om at skabe en ren effektiv samfundsmaskine.

Nej det handler at være tro, som korset fortæller det og finde styrken i at stole på at der er en Gud, som er så fast en borg, at al magt må falde, at der er en Gud som når alt er dødt har en grøde der skaber liv igen og igen.

Amen