Prædiketekst til Langfredag

Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog:

Senere skete det, at Gud satte Abraham på prøve. Han sagde: »Abraham« og da Abraham svarede ja, sagde han: »Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om.« Tidligt næste morgen sadlede Abraham sit æsel og tog sine to karle og sin søn Isak med. Da han havde kløvet offerbrændet, begav han sig på vej til det sted, Gud havde givet ham besked om. To dage efter fik Abraham øje på stedet i det fjerne, og han sagde til karlene: »Bliv her med æslet, mens jeg og drengen går derhen for at tilbede; så kommer vi tilbage til jer.« Abraham tog offerbrændet og lagde det på sin søn Isak. Selv tog han ilden og kniven, og så gik de to sammen. Isak sagde til sin far Abraham: »Far!« Abraham svarede: »Ja, min dreng!« Isak sagde: »Vi har ilden og brændet, men hvor er offerlammet?« Abraham svarede: »Gud vil selv udse sig et offerlam, min dreng.« Og så gik de to sammen. Da de kom til det sted, Gud havde givet ham besked om, byggede Abraham et alter og lagde brændet til rette; han bandt sin søn Isak og lagde ham oven på brændet på alteret. Så rakte Abraham hånden ud og tog kniven for at slagte sin søn. Men Herrens engel råbte til ham fra himlen: »Abraham, Abraham!« Han svarede ja, og englen sagde: »Læg ikke hånd på drengen, og gør ham ikke noget! Nu ved jeg, at du frygter Gud og end ikke vil nægte mig din eneste søn.« Da Abraham så op, fik han øje på en vædder, som hang fast med hornene i det tætte krat bagved. Abraham gik hen og tog vædderen og bragte den som brændoffer i stedet for sin søn. Abraham gav dette sted navnet: »Herren ser«. I dag kaldes det: »Bjerget, hvor Herren viser sig.« Herrens engel råbte igen til Abraham fra himlen: »Jeg sværger ved mig selv, siger Herren: Fordi du har handlet sådan og ikke nægtet mig din eneste søn, vil jeg velsigne dig og gøre dine efterkommere så talrige som himlens stjerner og som sandet ved havets bred. Dine efterkommere skal erobre deres fjenders porte. Alle jordens folk skal velsigne sig i dit afkom, fordi du adlød mig.«

Langfredag i år vil jeg tale over læsningen fra det gamle testamente. Abrahams ofring af sin søn Isak.

Jeg møder jævnligt det synspunkt, at det er meget godt med kirstendommens tale om troen, håbet og kærligheden; men det hænger ikke sammen med Bibelens fortællinger om Gud som ham der kræver ofre. Om at Gud kun vil tilgive synder, hvis et menneske dør på korset, om en Gud, der kræver at et menneske som Abraham skal ofre sin søn. For nyligt udgav min gamle vejleder fra teologistudiet endda en bog om at Abrahamfortællingen skulle redigeres ud af Bibelen.

Åh, hvorfor VIL folk da også misforstå alle ting? Skal vi ikke prøve at nærlæse, hvad der egentlig står?

I det gamle testamente er der en strid, og vi kender den i en vis forstand den dag i dag, om hvad vi skal kalde Gud.

Skal man nøjes med at tale om Gud i generelle vendinger? Sige Det guddommelige? Det åndelige? Det højeste væsen? Det er der en del af det gamle testamentes forfattere der gør. Når vi i det gamle testamente støder på, hvad de skriver, står der ?Gud?. En oversættelse af ordet ?Elo??.

Men så rummer det gamle testamente også andre stemmer, der siger: nej, vi skal kalde Gud ved hans egentlige navn. Og det er noget i retning af Jahve, af nogen udtalt som: Jehovah. Navnet betyder: Ham der bare er, som vil have at alting skal være til, ?Jeg Er? som Moses får det forklaret i ørkenen.

På ny testamentlig anså de jødiske skriftkloge det for et misbrug at nævne Guds egentlige navn. Man skal sige Herren i stedet. Det betyder så, at overalt i Bibelen, hvor vi støder på Guds egentlige navn, står der i dag HERREN.

I beretningen om Abraham, der tror han skal ofre sin søn, støder de to holdninger sammen. Skal der tales om Gud i generelle vendinger eller skal hans navn nævnes udtrykkeligt?

Det begynder med at Abraham hører en indre stemme, ligesom af Det guddommelige? Det højeste væsen? Og Abraham siger til sig selv: Jeg tror, at det højeste væsen kræver af mig, at jeg ofrer min førstefødte.?

En vanvittig tankegang for os se, men ikke i samtiden: I mange religioner kender man til at den førstefødte skal gives som offer til Gud. Bl.a. havde filistrene forestillingen om at den førstefødte skulle gå gennem ilden. Og det hænger nok sammen med det, som man ikke taler så højt om, nemlig at det at få et barn kan opleves som så overvældende, stolthed og skyldfølelse, styrke og afmagt, håb og bekymring, det kan vælte rundt inden i hjertet på den nybagte mor og far, så man ikke ved hvad man skal gøre, eller hvorhen man skal vende sig.

Ja, der står at Elo det guddommelige, Det højeste væsen, det åndelige frister Abraham, og han følger fristelsen, lige indtil han pludselign hører en stemme, der bærer et andet Gudsnavn råbe til ham. Vi læser at Herrens Engel, ikke Guds, nej Jahves, Jehovah, han som vil at alting skal være til: Herrens engel råber til Abraham: Læg ikke hånd på din søn!

Og Herrens engel finder på et stedfortrædende offer, for dog at komme Abrahams indre kamp i møde. For dog at anerkende, at der var lidenskab, at der var oprigtighed i, at han lyttede til det guddommelige; men det ændrer ikke ved at Herren med navnet livgiveren, standsede denne anonyme Guddom, som kun vil omtale i generelle vendinger og ikke vil knyttes til et særligt navn, og fra det øjeblik hvor Abraham lytter til råbene fra Herren Jahve og sænker offerkniven, fortummer al tale om det guddommelige, det højeste væsen, det åndelige.

For Herren, den eneste levende og livgivende Gud vil ikke blodige ofre, vil ikke at mennesker skal ofre og knuse hinanden, som det kun alt for ofte er vores indre drift at gøre det. Og i dag, Langfredag skal vi høre, hvordan Jesus (og det navn betyder: Gaven fra Jahve; Herrens Gave) sætter en stopper for alle de ofre som verdens konger og fyrster, præster og vismænd, som åndelige magter uden navn og ansigt kræver og har krævet i den levende og livgivende Guds navn, med sit kød og blod sætter Jesus et punktum for hele den frygtelige tankegang om ofre. For kan der bringes noget større offer end menneskesønnens? Amen