Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Jesus sagde: »Der var en rig mand, som klædte sig i purpur og fint linned og hver dag levede i fest og pragt. Men en fattig mand ved navn Lazarus lå ved hans port, fuld af sår, og ønskede kun at spise sig mæt i det, der faldt fra den riges bord, og hundene kom tilmed og slikkede hans sår. Så døde den fattige, og han blev af englene båret hen i Abrahams skød. Også den rige døde og blev begravet. Da han slog øjnene op i dødsriget, hvor han pintes, ser han Abraham langt borte og Lazarus i hans skød. Fader Abraham! råbte han, forbarm dig over mig og send Lazarus, så han kan dyppe spidsen af sin finger i vand og læske min tunge, for jeg pines i disse luer. Men Abraham svarede: Barn, husk på, at du fik dit gode, mens du levede, og Lazarus på samme måde det onde; nu trøstes han her, mens du pines. Desuden er der lagt en dyb kløft mellem os og jer, for at de, som vil herfra over til jer, ikke skal kunne det, og de heller ikke skal komme over til os derovrefra. Da sagde han: Så beder jeg dig, fader, at du vil sende ham til min fars hus, for jeg har fem brødre, for at han kan advare dem, så ikke også de kommer til dette pinested. Men Abraham svarede: De har Moses og profeterne, dem kan de høre. Nej, fader Abraham! sagde han, men kommer der en til dem fra de døde, vil de omvende sig. Abraham svarede: Hvis de ikke hører Moses og profeterne, vil de heller ikke lade sig overbevise, selv om en står op fra de døde.« 

Lukasevangeliet 16,19-31 

Dagens evangelium stammer fra midten af Lukasevangeliet. Lige før dagens stykke har Jesus fortalt lignelsen om den utro godsforvalter, hvor Jesus til slut roser ham for at skaffe sig venner med den uærlige rigdom. Det er der nogle farisæere, som gør nar ad. Samfundet kan ikke hænge sammen med godsforvalterens svindelnumre – hvilket naturligvis heller ikke var Jesu pointe. Så Jesus retter brodden mod farisæerne. For det 1. bøjer de Loven, for at få det til at hænge sammen efter deres lyster. Og som det 2. fortæller han dagens lignelse.  

Der er nogle teologer, som mener, at Jesus her genfortæller en gængs legende fra samtiden, som har den nedslående pointe, at griskhed og pengebegær er så stærk en kraft, at selv et mirakel som at en død blev levende igen, ikke ville kunne stille noget op mod grådighedens tag i sjælene. 

Hvis det er rigtigt, at Jesus genfortæller en af tidens legender betyder det, at Jesus identificerer sig med Lazarus. Der er sikkert også mange, der har kritiseret ham for, som omvandrende prædikant, at være fattig og beskidt og uren som Lazarus var det. 

Og det betyder så også, at Jesus – da han langfredag stiger ned i dødsriget – får lov til at gøre dét som Lazarus ikke får lov til: Jesus lytter til de fortabte sjæle, ligesom Lazarus lytter til den rige mand, men derudover bringer han også budskab fra ham til dem, der betyder så meget for ham: os! 

Prøv lige at se det for Jer: den rige mand har haft så meget om ørerne her på jord. Han har klædt sig i purpur, det betyder at han har været en mand, der var med på alle de seneste tøjmoder. Og han har holdt fester i ét væk og omgivet sig med luksus og statussymboler. Men hvad med det, der virkelig betyder noget i et menneskes liv? Vores familie? Kone, børn, brødre? Dem hører vi ikke om. Dem har han allerede mistet, mens han lever i levende live her på jord. Mon ikke han fortryder det bittert? 

Og når det nu hedder, at han efter sin død befinder sig på et bål, så er dét et symbol på den smerte, man føler, når man indser at man har forårsaget en uoprettelig skade og det er for sent at gøre det godt igen. Han tænker både på den fattige Lazarus, men også sine brødre. De har aldrig virkelig talt sammen om dét der virkelig betyder noget. Og hvad skal man ellers have brødre for?  

Og så bliver lignelsen en fortælling, der skal få os til at gå i os selv. Til at sætte os i andres sted: Den rige mand kunne så let som ingenting have tænkt over, hvordan det måtte være for Lazarus, men det var for ubehagelig en sandhed lige foran hans gadedør. 

Men hvad med os? Får vi øje på vor næste når han lider? Og husker vi vores brødre og søstre, dem, der virkelig betyder noget? Eller har vi bare for travlt? 

Lignelsen fortæller os altså noget om, at bruge tiden. Livet er lige nu og her. Grib chancen, giv dagen fylde, mening: det lyder måske som en selvfølge, men lignelsen fortæller også om, at begæret efter velstand kan være så stort, at selv det største mirakel ikke ville kunne trænge igennem dets tryllekreds. Selv hvis én opstår fra de døde, vil det ikke overbevise et menneske, hvis han først er grebet af grådighedens magt, siger ”Fader Abraham”.  

For dét, der er det gode, ligger sådan set åbent for enhver uden åbenbaringer. Moses har skrevet om det, og profeterne. Og Paulus skriver et sted at vismænd fra mange kulturer har indset hvad der er det gode, også uden moseloven. 

Alligevel er der ligesom denne anonyme magt som tager over. Det kan være som den rige mand, men det kan også vise sig i hverdagen. Hvor mange familier klager ikke over travlheden! Og ægteskaber går i stykker, for nærheden kan ikke leve af et kort gensyn i entreen og et blik løftet fra smartphonen. Og på det seneste har jeg hørt om pensionister klage over at de aldrig har haft så travlt: Børnebørn og motion og jordomrejser og kultur. Det hele skal passes og man slår ikke til! 

Nej man slår ikke til. Men måske, der er en lille trøst at hente, når kirkeklokken hver morgen og aften bringer bud om en fattig mand, som opstod fra de døde for at minde enhver af os om at der er en anden vej. Måske der er en lille opmuntring at hente når han fortæller os om, at vi kan modtage helligånd fra Gud, og den kan komme som en regnbyge på en sommerdag, der frisker op og læsker ganen. Når det sker, kan det godt være at man ikke slår til i verdens øjne, i naboens, og i sine egne: men i Guds øjne slår man til, når man suger guds små velsignelser til sig, som jorden gør det på en sommerdag. Amen