27. februar

Her følger prædikenen fra søndag den 27. februar: seksagesima søndag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Markus: Jesus gav sig igen til at undervise nede ved søen. Og en meget stor skare flokkedes om ham, så han måtte gå om bord og sætte sig i en båd ude på søen, mens hele skaren stod på bredden inde på land. Og han lærte dem meget i lignelser, og i sin undervisning sagde han til dem: »Hør her! En sædemand gik ud for at så. Og da han såede, faldt noget på vejen, og fuglene kom og åd det op. Noget faldt på klippegrund, hvor der ikke var ret meget jord, og det kom straks op, fordi der kun var et tyndt lag jord; og da solen kom højt på himlen, blev det svedet, og det visnede, fordi det ikke havde rod. Noget faldt mellem tidsler, og tidslerne voksede op og kvalte det, så det ikke gav udbytte. Men noget faldt i god jord og gav udbytte; det voksede op og groede, og noget bar tredive og noget tres og noget hundrede fold.« Og han sagde: »Den, der har ører at høre med, skal høre!« Da han var blevet alene med sine ledsagere og de tolv, spurgte de ham om lignelserne. Og han svarede dem: »Til jer er Guds riges hemmelighed givet, men til dem udenfor kommer alt i lignelser, for at de skal se og se, men intet forstå, de skal høre og høre, men intet fatte, for at de ikke skal vende om og få tilgivelse. Og han sagde til dem: »Forstår I ikke denne lignelse? Hvordan skal I så kunne forstå de andre lignelser? Sædemanden sår ordet. Med dem på vejen, hvor ordet sås, er det sådan, at når de har hørt det, kommer Satan straks og tager det ord bort, der er sået i dem. De, der bliver sået på klippegrund, er dem, der straks tager imod ordet med glæde, når de har hørt det; men de har ikke rod i sig, de holder kun ud en tid, så når der kommer trængsler eller forfølgelse på grund af ordet, falder de straks fra. Andre er dem, der bliver sået mellem tidslerne; det er dem, som har hørt ordet, men denne verdens bekymringer og rigdommens blændværk og lyst til alt muligt andet kommer til og kvæler ordet, så det ikke bærer frugt. Men de, der bliver sået i den gode jord, det er dem, der hører ordet og tager imod det og bærer frugt, tredive og tres og hundrede fold.«

Prædiken

Sædekornet har brug for god jord, for at vokse op og sætte kærne. Det har brug for næring og vand. Det har brug for beskyttelse mod at blive trådt ned, brug for skygge mod solen der brænder, brug for læ mod stormen der raser, brug for sprækker at gemme sig i for de sultne fugle. Jo sædekornet har brug for: god Jord. Og det er ikke kun sædekornet, men alle frø, der har brug for god jord. Hvad der er god jord, skifter fra art til art. Den ene art har brug for sandet jord, den anden for surbund. Men med den rette gode jord, sætter alle frø blomst og kærne.

Sådan er det i planternes verden, og sådan er det i hele den levende natur sådan er det for mennesket. Også vi har brug for noget der er som god jord at blive sået i.

Hvad er så den gode jord, for et menneskeliv? Og hvad er så den kærne, som et menneske skal sætte? Ja, dér fortæller dagens evangelium os at de gode kærner er som frø fra himmeriget. Og himmerigets kærner er tro, håb og kærlighed.

Tro, det betyder: at kunne nære tillid til andre, og det betyder ansvarlighed overfor andre, og så betyder det at være troværdig.

Håb? Det betyder at have mod på livet. Ikke at lade hænderne synke kraftesløse ned klangs siden fordi der er så megen modgang.

Kærlighed: Ja, det betyder venskab, og det betyder lyst til at være sammen med et andet menneske, hvor man ser himmerigets gaver vokse, hvor man mærker et holdepunkt for livet.

Når det lyder fra prædikestolen så lyder det enkelt og ligetil: troen og håbet og kærligheden, det er himmerigets gaver, og dét er livets formål, det siger sig selv ? og så er det jo alligevel sådan at når vi træder udenfor i virkeligheden, i menneskenes dagligdag, så er der så meget, der leder tankerne på afveje. Det er desværre så tit sådan, at hverdagen ikke minder om den gode jord, som vi mennesker har brug for den. Og så kommer himmerigets gaver til kort

Vi møder måske ligefrem ondskab eller er bare forfulgt af modgang og ulykker. Det kan også være man fylder os med bekymringer, som ved nærmere eftertanke ikke er det værd. Eller måske bliver vi grebet af materialisme, griskhed, eller bare lyst til at forbruge ? mere end godt er. Og så? Ja, så kan dét med tro og håb og kærlighed kun alt for let blive noget, der enten forsvinder ud af vores sind og tanker, eller også udskyder vi det fordi vi liiige skal ordne dét og det ? og ingen ved om vi når tilbage til nærværet igen.

Hvorfor er det sådan? Jo, de himmelske gaver er åndelige. Det betyder at de er ligesom ord: Ordene lyder. De bliver udtalt. De flyver gennem luften. Og de rammer så mange ting. Tæpper og tøj, der dæmper lyden og man hører dem ikke. Hårde betonmure, der får lyden til at gjalde og man kan ikke skelne det ene fra det andet. Og måske lyder der en larm og overdøver ordet. Ja, men måske rammer ordet et øre, og det hører ordet, og ordet trænger ind i hjertet og ændrer dét menneskes liv: Skaber ansvarlighed, kalder livslyst frem, bliver til et holdepunkt. Det som troen, håbet og kærligheden udretter.

Og så når vi tilbage til spørgsmålet: Hvad er så den gode jord, for et menneskeliv? Ja, den gode jord er ligesom de frugter kornet bærer. At møde tro og ansvarlighed. At møde håb og livslyst. At møde kærlighed, lysten ved nærvær, et holdepunkt udenfor os selv.

Vi der har fået betroet børn i vores varetægt, et sted herinde i brystet, der ved vi at det er dét vi skal give dem, det er den gode jord som vi skal lade dem vokse op i: ansvarlighedens, livslystens og nærværets jord. Ikke noget med at skælde og smælde og standse deres drømme og spørgsmål, fantasi og leg.

Og alle mennesker er som børn. Den omsorg vi så gerne vil give de små, skylder vi også hinanden. Ræk Guds ord videre til dit medmenneske: Ord der skaber tro, ord der kalder livslyst frem, ord der giver næring nærvær. Ord om tro og håb og kærlighed. I Jesu navn.

Amen