3. SØNDAG I FASTEN

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Lukas: Engang var Jesus ved at uddrive en dæmon, som var stum. Da dæmonen var faret ud, begyndte den stumme at tale, og folkeskarerne undrede sig. Men nogle af dem sagde: »Det er ved dæmonernes fyrste, Beelzebul, at han uddriver dæmonerne.« Andre ville sætte ham på prøve og krævede et tegn fra himlen af ham. Men da Jesus kendte deres tanker, sagde han til dem: »Ethvert rige i splid med sig selv lægges øde, og hus falder over hus. Hvis nu også Satan er kommet i splid med sig selv, hvordan kan hans rige så bestå? I siger jo, at jeg uddriver dæmonerne ved Beelzebul. Men hvis jeg driver dæmonerne ud ved Beelzebul, ved hvem uddriver jeres egne folk dem så? Derfor skal de være jeres dommere. Men hvis det er ved Guds finger, at jeg driver dæmonerne ud, så er Guds rige jo kommet til jer. Når en stærk mand fuldt bevæbnet vogter sin gård, kan hans ejendele være i fred. Men kommer der en, der er stærkere, og overvinder ham, tager han straks alle de våben, som den anden havde sat sin lid til, og fordeler byttet. Den, der ikke er med mig, er imod mig, og den, der ikke samler med mig, spreder. Når den urene ånd er drevet ud af et menneske, flakker den om i øde egne og søger hvile, men uden at finde den. Så siger den: Jeg vil vende tilbage til mit hus, som jeg er drevet ud af. Og når den kommer, finder den det fejet og prydet. Så går den ud og tager syv andre ånder med, værre end den selv, og de kommer og flytter ind dér. Og det sidste bliver værre for det menneske end det første.« Mens han sagde det, var der en kvinde i skaren, der råbte: »Saligt er det moderliv, som bar dig, og de bryster, du diede!« Men han svarede: »Javist! Salige er de, som hører Guds ord og bevarer det!

PRÆDIKEN

Dagens evangelium fortæller om én af de gange hvor Jesus uddriver dæmoner. I vore dage tror vi ikke på dæmoner ? altså ikke officielt i hvertfald ? og derfor kan man inden i sig føle en modstand. Skal man tro på dæmoner og spøgelser for at være kristen?

Men teksten vil noget helt andet. Læg mærke til hvor lidt uddrivelsen af den stumme ånd fylder sammenlignet med den samtale, der følger efter. Det viser os at, javist, på Jesu tid regnede man med at der var magter til, der ødelagde menneskers liv, men vi går fuldstændig fejl af Jesu budskab, hvis vi tror, det skal overbevise os om at der findes dæmoner, spøgelser, vampyrer eller lignende.

Nej, i stridssamtalen med farisæerne er Jesu budskab, at der er noget der er meget værre. Nemlig at blive grebet af en form for religiøsitet, hvor man mener, at man har renset sig, er sluppet af med al dæmoni og nu er blevet fuldkommen, fordi man ser ud til at leve i pagt med de religiøse forskrifter.

På Jesu tid var det farisæerne. I vore dage har vi islamisk fundamentalisme. Og desværre, og jeg tror Jesus sidder i himlen og græder over det, desværre har der også hos os været perioder, og rundt omkring i verden er der steder, hvor Jesu navn bliver brugt på den måde. Steder hvor man tænker: Jesus elsker mig mig, derfor er Jeg og mine fuldkomne og det er I, der udenfor IKKE.

Mange steder lever den fordom stadigvæk, at også folkekirkerne er sådan. Højtråbende ateister siger: ?Nu har vi renset religionen ud, og nu må vi bekæmpe alle religionens rester: Ned med folkekirken.? For mig lyder også dét som farisæisme, som om man er blevet besat af den slags, som Jesus advarer mod: Selvretfærdighed, lukkethed overfor omverden, og det både næsten og skabelsens under, det er den værste dæmoni. Og Den findes overalt.

Den findes i det små, i mellemmenneskelige forhold, når vi hævder os overfor hinanden. I skolegården kalder man det måske mobning. Den nyeste skolepsykologi har fundet ud af mobning ikke skyldes en enkelt mobber, men noget man kalder dårlig gruppedynamik.

Jesus ville have sagt: Der er en ond Ånd i denne gruppe.

Og skolepsykologerne siger: Man skal altså ikke sætte ind med straf og indgreb imod de børn, som man mener, er skyld i mobningen, det er hele ånden i gruppen, der skal arbejdes med, ikke skyld og straf.

Jesus talte om syndernes forladelse og tilgivelse af skyld. For dårlig samvittighed har aldrig ført til andet end mere dårligdom.

Og som det foregår i skolegårdene foregår det overalt hvor mennesker er samlet: på arbejdspladser, i nabolag, i ægteskaber og familier: Det er så vigtigt at lægge den farisæiske tankegang bort, selvhævdelse, tanken om renhed. Det er så vigtigt at forstå, det er et spørgsmål om hvilken ånd, der er mellem os. Det er vigtigt at huske på tilgivelsens mange former: overbærenhed, barmhjertighed, humor.

Sådan er det i det små. Også i de store sammenhænge findes denne lukkethed overfor både næsten og skabelsens under. Den igangværende ulykke på det japanske atomkraftværk minder os igen om, hvordan vi mennesker har det med at tro, vi er fuldkomne nok til at pille ved universets byggestene. Den tyske filosof Heidegger talte om ?teknikken? som en bestemt måde at være menneske på. Vi fascineres ved vores evner til at forandre, bygge op, kontrollere, og fortrænger så vores sårbarhed, fejlbarlighed, skrøbelighed, overfor de vældige kræfter i naturen. Den japanske a-ulykek er indtruffet fordi, flodbølgen ødelagde nødkølesystemet. I bagklogskabens ulideligt klare lys tænker man: hvor svært kunne det have været at placere det anlæg højt over flodbølgernes rækkevidde. Men det var jo nok gået ud over profitten og den tekniske stolthed? Så nu får selv vi i Danmark del i Fukushima-stråler ? indtil videre selvfølgelig kun i små doser. Det er Babelstårnet og Titanic om igen ? og vi skal ikke bebrejde Japanerne. Mon ikke noget lignende kunne ske hos os?

Vi skal huske vor sårbarhed, huske vor skrøbelighed, vi skal huske vor ufuldkommenhed ? og det kan vi trygt gøre, fortæller budskabet om korset os. Korset minder os om vor død, javist, men som Jesu kors minder det os også om, at livets herre selv lod sig gribe i dødens vold, så at han er der, hos hver eneste af os, når på dagen hvor verdens adskillelse og ensomhed truer.

Når vi er bange for at se vores skrøbelighed i øjnene, når vi fristes til i stedet at kaste os ud i teknologisk vanvid, når vores hjerter bliver hårde, i skolegården, på arbejdspladsen, i familiens skød: da skal vi huske at vi er tegnet med korsets tegn, både for vort ansigt og vort bryst som et vidnesbyrd om at vi skal have Guds søn ved vor side, altid!

Det er dét ord, som Jesus taler om til sidst i evangeliet, dér hvor han siger at salige er de som hører Guds ord og bevarer det. For ordet om korset er det er dét ord, der sender os ud i virkeligheden som den er. Ud for at søge forsoning, for vi har intet at prale med. Ud for at rejse læ når storme suse, for vi ved fra os selv, at mennesket er fornemt skabt, fornemt som et spindelvæv, der skal så lidt til. Ud for at lade lovsang løfte sig mod himlen, lade lovsang brede sig over alt i menneskenes land. Det er det eneste der kan drive ond ånd ud af vores midte. Og det vil den gøre, i jesu navn.

Amen