Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Jesus sagde: »Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte time gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de, der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt af sig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste.

PRÆDIKEN

Nogengange er det så uretfærdigt. Her går man og knokler og slider i det. Og så: pludselig kommer der én strygende ind fra siden og scorer hele gevinsten, al æren magten og herligheden.

For eksempel: For nogle år siden skulle socialdemokraterne have ny formand. Og hvem var mere selvskreven end Frank jensen. Trofast havde han arbejdet sig frem: tillidsposter, bestyrelsesposter, vælgermøde på vælgermøde, og da han fik ministerposter fik han utaknemmelige nogen som forskningsminister (hvad laver sådan én) og jusitsminister (hvornår har offentligheden nogensinde været tilfreds med politik og domstole?). Jo, om nogen havde fortjent formandsposten var det da ham ? og så kommer der en smuk kvinde strygende fra højre og vinder prinsen og den halvdel af kongeriget som udgøres af oppositionen. Det er da ikke retfærdigt!

Nej, retfærdigt ikke, men måske klogt? Når man ser på meningsmålingerne kan man overveje om ikke Anders Fogh skulle have gjort noget lignende, da han gik af: i stedet for at udpege sin efterfølger efter fortjenester med solidt politisk håndværk, så at have hentet ét nyt ansigt ind, ude fra? Ja, hvem ved? Det er ikke opgaven for småkårsfolk på landet, at gøre sig kloge på storpolitik. Men disse eksempler peger på noget, som også vi kender, ja, som alle kender til gennem alle tider. Selv i bibelens dage, i kredsen af disciple og apostle var der denne følelse af uretfærdighed. Tag nu f.eks. da Paulus dukker op. Han havde ikke været med på jesu vandringer, han havde ikke lidt farer og bespottelser, han var ikke flygtet for soldaterne i getsemane have, han havde ikke stået under Jesu kors. Han kommer bare strygende ind fra Tarsus i Tyrkiet, en farisæer, der siger han omvender sig, og med ét er det ham ? af alle apostlene er det ham, den nyeste og ringeste der stryger alles opmærksomhed, der lægger de skinner for kristenheden som arven efter Jesus skal følge ind i fremtiden og grundlægger menighed efter menighed overalt i det viodtstrakte Romerrige! Nej, det er ikke retfærdigt! Sådan har været én og anden, Peter og Jakob og Johannes, som har skumlet over, kan vi læse i både hans breve og i Apostlenes gerninger.

Og da er det så at Matthæus har husket dem på en af Jesu fortællinger, den vi hørte i dag, om arbejderne i vingården. Èn af disse mange fortællinger, hvor Jesus beder os om dog at slippe disse forestillinger om retfærdighed og uretfærdighed, og så bare være til, bare gøre gavn, hvor det kan nytte, uden tanker om fortjenester. Og samtidig bare tage imod gaverne fra Himlen, gaverne fra skæbnen, gaverne fra Gud: lyset og varmen og lysten, også uden at mistro sig selv for, om det nu har været fortjent.

Det er hele begrebet om ?fortjeneste? som det gælder om at vi øver os på at fjerne fra vore sjæle og sind. For det største i livet, ja selve livet, får vi aldrig efter fortjeneste, og hvis vi pludselig en dag bilæder os ind: at den lykke vi får, den har vi også fortjent! Så er det hele tabt.

Min elskedes kærlighed, mine børns nærhed: det der gør livet værd at leve: i samme øjeblik jeg gnider mig veltilfreds i hænderne og mumler: Ja, det har jeg nu også fortjent, så dygtig og behagelig et menneske jeg er ? ja, så har jeg mistet retten til al den lykke.

Og omvendt: hvis jeg bider mig fast i al den kærlighed, der er gået min næse forbi, al den velstand, al den lykke og lyst jeg ikke har og aldrig når at opleve, al den smerte jeg må bære, al den uret der overgår mig ? så er bitterhed, det eneste det fører til.

Nej: De evige gaver, dé der virkelig betyder noget for et menneske fordi det er dem der giver livet mening og værdi og evighed, de evige gaver får et menneske altid ufortjent, og et menneske bliver først i stand til at tage imod dem, når han glemmer tankerne om og retfærdighed og fortjeneste og deres modsætninger.

Det er budskabet i Jesu lignelse om arbejderne i vingården. Vingården der et billedet på Guds rige, er stedet hvor intet uddeles efter fortjeneste, fordi selve dét have fået lov til at være med er gaven.

Apostlen Paulus skar ind til kærnen, da han sammenfattede Jesusbudskabet i den ene sætning fra profeten Habakuk: Den retfærdige skal leve af tro ? ikke af lovgerninger! Hvis begrebet retfærdighed skal give mening, må vi forstå, det ikke drejer sig om gerningerne vi udfører, men om selve det at være med, med glæde og stolthed over at have fået lov til det.

Jeg tænker mig at det er dét der ligger bag paulus? lille lignelse om væddeløbskonkurrencen. Paulus viser os en gruppe sportsmænd på stadion. Og han viser os hvor koncentrerede de er, og han lader os mærke, hvordan de sætter alt ind for at vinde sejren, piner sig selv omdet skal være. Men klager de? Klager de over deres sultne maver? Klager de over at skulle sove i hårde senge? Over den bagende sol som brænder ubarmhjertigt og der er ingen skygge? Nej, for de ved at den ære det er overhovedet at træde ind på stadion er så umådeligt meget større. Her blegner alle fortrædeligheder. Dem skal vi regne for intet.

Og det store stadion er billede på livet, at have fået lov at opleve Guds rige. Og måske vinder jeg ikke løbet. Måske kommer der én strygende ind fra venstre og sætter et spor, der gør så meget større indtryk ind mit, med jeg har fået lov til at være med og dét? Selve det under at have fået lov til at se og høre, lugte og smage og mærke det store livets mirakel: Det skal være løn nok for mig. I Jesu navn. Amen