Påskedag

Da sabatten var forbi, købte Maria Magdalene, og Maria, Jakobs mor, og Salome vellugtende salver, for at gå ud og salve (Jesus). Meget tidligt om morgenen, den første dag i ugen kommer de til graven, da solen var stået op. Og de sagde til hinanden: Hvem skal vi få til at vælte stenen fra indgangen til graven?? Men da de så derhen, opdagede de, at stenen var væltet fra. For den var meget stor. Og da de kom ind i graven, så de en ung mand i hvide klæder sidde i den højre side, og de blev forfærdede. Men han sagde til dem: Vær ikke forfærdede! I søger efter Jesus, den korsfæstede. Han er opstået, han er ikke her. Se, dér er stedet, hvor de lagde ham! Men gå hen og sig til hans disciple og til Peter, at han går i forvejen for jer til Galilæa. Dér skal I se ham, som han har sagt jer det. Og de gik ud og flygtede fra graven, for de var rystede og ud af sig selv. Og de sagde ikke noget til nogen for de var bange.

Prædiken

Glædelig påske! Kristus er opstanden! Og du skal opstå, med ham, med alle hans elskede, i det himmelske fædreland, der ligesom himlens stjerner fylder verdensrummet med lysets gyldne magt.

Glædelig påske! Jesus lever, i himlens rige, i evigheden som venter på os engang, og allerede her og nu

-   skal læberne lade morgensange juble som i væddestrid med lærkesangen og sende tonerne op, op imod himlen,

-   skal øjnenes glans stråle om kap med liljerne om at dække jorden med skønhed

-   skal hjertegløden varme sjælene som forårssolens stråler jager nattens kulde ud af de kolde legemer.

På denne påskemorgen skal jubel, skønhed, varme brede sig ud over alle grænser, antændt af engleordet der først af alt lød til kvinderne som gik til graven på tredjedagen efter Jesu død på korset.

Det var et budskab som fra først af rystede dem, gjorde dem ude af sig selv, slog revner i den hårde skal omkring hjerterne. Og dér, i revnerne, blev engleordet liggende som sennepsfrø, og de spirede og de voksede op og de fik grene og himlens fugle, det levende håb, kom og byggede rede engleordet om opstandelsen: det nye liv engang, den nye begyndelse her og nu 

Og sådan er det meningen skal engleordet også slå revner i alt hvad der er hårdt og koldt og dødt i vores indre, og dér i revnerne slå rødder, og lade håb og livsmod og retfærdighed spire, gro og bære frugt.

For nogen af os er dét måske svært. Vi kan ikke forstå, hvordan det skal gå til, at vi skal kunne tro det utrolige, at livet ikke går til med legemet, og at sjælen kan fornys efter alt hvad vi har oplevet og gjort af tungt og mørkt igennem alle dagene.

Sådan har jeg det, tit, og hvordan kommer jeg så videre. For et hjerte kan godt gøre sig så hårdt at selv engle taler forgæves, hvor højt de så end råber. Og et menneske kan bryde graven uden at det glæder dem, som ellers var vidner til det. Det hører man i beretningen om dengang Lazarus blev kaldt ud af graven. Mange kom til tro, står der, mange hvorfor ikke alle? Fordi en sjæl kan gøre sig så kold, at varmen preller af.

Og dog er der igen i år der finder vej igennem forsvarsværkerne. Og for mig er dét i denne påske det mærkelige at påskeevangeliet blev båret frem af kvinder.

Det var tre kvinder, der gik til graven for at vise deres elskede mester den sidste kærlighedsgerning, som alle andre havde glemt langfredag aften: At salve Jesus.

Og langfredag havde det kun været kvinderne blandt apostlene, der havde modet og holdt ud og blev hos Jesus indtil hans sidste øjeblik.

Og palmesøndag ja, jeg fik fat i en over hundrede år gammel Bibel, fra dengang man oversatte skriften knudret men præcist: Dér står det tydeligt, hvad man egentlig også kunne regne ud: Æslet som bar jesus ind i Jerusalem, var et hun æsel som stod dér med sit føl, en aseninde som den gamle Bibel skriver det.

Al denne tvivl, hårdheden i hjertet, den være sig af vrede eller frygtsomhed, det er så typisk for en mand at gøre sådan. At lade viljen stå ret og rank, og ikke ville bøje erfaringen og fornuften. Det hårde, det stærke, det ubøjelige. Det er maskulint, det er mandligt, altid at være på vagt, ikke lade nogen og noget trænge ind på livet af sig. Men ethvert menneske består af både noget mandligt og noget kvindeligt.

-   Noget hårdt og noget blødt.

-   Noget, der ikke lader sig tæmme, ligesom æselhingst aldrig vil lade nogen saddel ligge på dens ryg - og så en side der lader sig tæmme, der vil tjene, som æselhoppen, der stod og ventede med sit føl ville.

-   En vilje til frihed, koste de ommkostninger det måtte: lidelse, kors og død om så måtte være, og så sans for fællesskab, for varsomhed, indlevelse

Som vismanden skildrer det i Bibelens begyndelse, som mand og kvinde er mennesket skabt. Også i Asiens visdom er det et gennemgående tegn: Det mandlige og det kvindelige? der skal være plads og rum til begge i hvert eneste menneskehjerte.

Og påskemorgen skal kvindesindet lukke ørerne op, selv på den hårdeste knudemand. Og englerøsten skal:

-   trænge ind og tænde en glød der ligesom forårssolens stråler jager nattens kulde ud af de kolde legemer

-   og den skal tænde et lys, der stråler om kap medliljerne om at dække jorden med skønhed

-   og den skal slå klange an, der stiger mod himlen som i væddestrid med lærkesangen. En lovsang til livet og den levende Gud

Glædelig påske! Kristus er opstanden! Og du skal opstå, med ham, med alle hans elskede, i det himmelske fædreland, der ligesom himlens stjerner fylder verdensrummet med lysets gyldne magt.

Glædelig påske! Jesus lever, i himlens rige, i evigheden som venter på os engang, og allerede her og nu.