Evangeliet Palmesøndag

Og da de nærmede sig Jerusalem og kom til Bethfage på Oliebjerget, så sendte Jesus to Disciple af sted og sagde til dem: "Gå hen i Landsbyen, som lige foran Jer; så vil I straks finde et æsel som står bundet med et Føl hos sig; løs dem og før dem til mig! Og hvis nogen siger noget til Jer, skal I svare, at Herren har Brug for dem, så vil han straks lade jer få dem."

Dette skete, for at det skulle gå i opfyldelse, som er talt ved Profeten, der siger: "Sig til Zions Datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et Æsel og på et Trældyrs Føl."

Så gik Disciplene hen og gjorde, som Jesus havde befalet dem; og de hentede Æslet og Føllet og lagde deres Klæder på dem, og han satte sig derpå. Og der var en meget stor Folkeskare, som bredte deres kapper på Vejen, andre skar Grene af Træerne og strøede dem på Vejen. Og Skarerne, både de, der gik foran ham, og de der fulgte efter, råbte og sagde: "Hosianna Davids Søn! velsignet være han, som kommer, i Herrens Navn! Hosianna i det højeste!"

Og da han drog ind i Jerusalem, kom hele byen i Bevægelse og sagde: "Hvem er dog han?" Og Skarerne sagde: "Det er Profeten Jesus fra Nazareth i Galilæa."

Derefter gik Jesus ind i Helligdommen og jog alle dem ud, som solgte og købte i Helligdommen, og han væltede Vekselerernes Borde og Duekræmmernes bænke.

Og han siger til dem: "Der står skrevet: Mit Hus skal kaldes et Bedehus; men I gør det til en Røverkule."

Og der kom blinde og lamme til ham i Helligdommen, og han helbredte dem.

Prædiken

Jesu indtog i Jerusalem Palmesøndag markerer begyndelsen til en dramatisk politisk begivenhedsrække, som slutter langfredag med det, som for en almindelig betragtning er det endelige nederlag for Jesus og alt det han står for: Da han bliver dræbt og hans disciple flygter til alle sider.

Når ingen i kirkens historie har hverken glemt eller fortrængt denne række tragiske begivenheder, så skyldes det for det første det teologiske eller religiøse forhold, at de for det handler om apostlenes Herre, Guds søn, opfyldelsen af de gamle helligskrifter.

Men for det andet skyldes det et menneskeligt forhold: Jesu skæbne er som et symbol på, står som indbegrebet af, hvordan hvert eneste menneske kan komme i klemme i den politiske maskines kværnende hjul. Det være sig storpolitik som når kejserens udsending Pilatus, lokalfyrsten over Galilæa, Herodes, ypperstepræsten Kajfas strides om myndighed, og skal gøre indtryk på befolkningen.

Det være sig lokalpolitik, som når de forskellige grupper i Jerusalem, kæmper om at udnytte den uro, Jesus skaber i den stopre folkeskare: Det være sig farisæere og saddokæere og zeloter og dem, der varetager de handlendes interesser.

Det være sig i den nære verden, hvor vi normalt ikke taler om politik men om venskaber og trofasthed som bare så tit slår over i sladder og rænkespil. Hvor venner falder hinanden i ryggen eller svigter eller flygter.

På en eller anden måde kører disse politiske spil alle sammen, som et ubønhørligt og ustoppeligt maskineri. Er det først sat i gang, er der intet at gøre. Der skal rulle hoveder, der skal findes syndebukke, der skal flyde tårer. Da vi havde børn i børnehaven fortalte pædagogerne om, hvordan det var umuligt at stoppe to drenge der slås. Man kunne skille dem ad for en tid måske, men så snart man vender øjet en anden vej, farer de på hinanden. Det er som om der er en bestemt kampånd, der har magten over dem og den stopper først, når én ligger ned.

Og man kan da spørge sig selv: Er vi mennesker da kun redskaber for den slags anonyme kræfter: politiske og økonomiske og psykologiske mekanismer? Har vi ingen frihed? Har vi ingen samvittighed? Betyder den slags ingenting, når det kommer til stykket? Er det slet ikke os der lever vores liv, men er vi blot marionetter for ånder, magter, myndigheder, traditioner, drifter?

Sådan spurgte mange mennesker i antikken hinanden, man ser det i den græske religions myter, man ser det i den stoiske filosofi: Hvordan kan vi dog vriste os frie af af de anonyme kræfter og vinde liv? Og de fortvivlede alle sammen.

Men i palmesøndag hører vi om et menneske, der ikke fortvivler. På æselryg rider han ind i en heksekeddel af politiske, og religiøse mekanismer, som kun kan standses ved et offer. Ved at der bliver udgydt blod og tårer.

Og da er det så at han med sit indtog og sine handlinger lige som siger: Så tag da mig, men én ting skal I ikke få lov til at tage: Min sjæl, min frihed, min samvittighed.

Ryd mig af vejen som I har ryddeet andre personligheder af vejen fordi de ville tage magten fra Jer. De var jeres konkurrenter i det samme spil, hvor alle blot er marionetter for de upersonlige kræfter. Men dét spil vil jeg ikke spille: Mit offer skal være en åbenbaring af sandheden, en afsløring af løgnen:

-   Den falske gudstjeneste med dyreofre og ting. Jeg siger Jer: Gud er Ånd!

-   Den falske retfærdighed: Jeg siger Jer barmhjertighed mod de svage ønsker Gud, ikke Guld og statussymboler og høje tempeltinder.

Andre har I bekæmpet fordi de ville rane Jeres magt til Sig. Mig vil I bekæmpe fordi jeg viser Jer at dét, som I kæmper om er intet værd! Der er noget andet som er vigtigere: Den indre verden, samvittighedens stemme, borgerskabet i Guds Rige.?

Normalt formår den indre verden, samvittigheden ikke meget. Normalt bliver samvittigheden truet på plads, lokket, fristet til fald. Men ikke i Jesu tilfælde. Da folkeskaren med deres palmesving ville friste ham med lederposten sagde han nej til fristelsen. Og hverken pinsel eller kors kunne true hans samvittighed.

Hvordan han havde kræfter til at stå imod? Vi ved det ikke. Kun kommer tanken op i os, at han må have kendt Gud på en måde som vi andre ikke gør. Han må have været ét med guds Rige. Derfra hentede han den indre styrke. Som Guds søn.

De korsfæstede hans legeme, de tog hans liv og troede han havde lidt nederlag. Men se: i sit nederlag lagde Jesus, mesteren fra Nazaret, grunden til noget helt nyt: En indre verden, uberørt af politik, og sladder, En indre virkelighed som skal opstå i den evige virkelighed engang, når alt det jordiske bliver knægtet på korset. Og dét er det glædelige budskab til hver eneste af os: denne virkeligehd, dette rige af en anden verden, det er også du og jeg blevet del af ? da vi blev indviet med korsets tegn på dåbens dag. I Jesu navn.

Amen