Skærtorsdag prædiken

Evangelium Skærtorsdag

Dette hellige evangelium skriver evangelisten Matthæus: Den første dag under de usyrede brøds fest kom disciplene hen til Jesus og spurgte: »Hvor vil du have, at vi skal forberede påskemåltidet til dig?« Han svarede: »Gå ind i byen til den og den, og sig til ham: Mesteren siger: Min time er nær; hos dig vil jeg holde påskemåltidet sammen med mine disciple.« Og disciplene gjorde, som Jesus havde pålagt dem, og forberedte påskemåltidet. Da det blev aften, satte han sig til bords med de tolv. Og mens de spiste, sagde han: »Sandelig siger jeg jer: En af jer vil forråde mig.« De blev meget bedrøvede og begyndte én efter én at spørge ham: »Det er vel ikke mig, Herre?« Han svarede dem: »Det er ham, som med hånden dyppede i fadet sammen med mig, der vil forråde mig. Menneskesønnen går bort, som der står skrevet om ham, men ve det menneske, som Menneskesønnen forrådes af. Det var bedre for det menneske, om det aldrig var født.« Judas, som forrådte ham, spurgte: »Det er vel ikke mig, Rabbi?« Han svarede ham: »Du sagde det selv.« Mens de spiste, tog Jesus et brød, velsignede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag det og spis det; dette er mit legeme.« Og han tog et bæger, takkede, gav dem det og sagde: »Drik alle heraf; dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse. Jeg siger jer: Fra nu af skal jeg ikke drikke af vintræets frugt, før den dag jeg drikker den som ny vin sammen med jer i min faders rige.« Og da de havde sunget lovsangen, gik de ud til Oliebjerget.

Prædiken

Skærtorsdags budskab er budskabet om fællesskab. Jesus spiser sammen med disciplene. Han pålægger dem og in vore dage er det altså os, han pålægger os at dele med hinanden, dele det daglige brød, dele højtiderne, lyst og nød. Det den etiske fordring, Lovens bud, skærtorsdag. Og så lover Jesus at dele alt med os mennesker. Vi er ikke forladt af Gud, Gud er hos os, i sorg og i glæde, i sliddet og i festen: Hver gang vi fejrer skærtorsdagsmåltidet, nadveren, så får vi fornyet Guds løfte om, at han vil være hos os og med os alle dage indtil verdens ende. Det er trøsten, det er opmuntringen, det er evangeliet, skærtorsdag: Gud er fælles med dig og mig om livet og lykken og intet hverken i det høje eller i det dybe, hverken lyset eller mørket skal skille os fra Gud.

Sådan står Skærtorsdag i påskens række af helligdage som dagen der bringer bud om fællesskabet. Om kilden til et fællesskab, der aldrig skal brydes. Og det, selvom fællesskaber ellers er så flygtige. Der skal så lidt til at bryde de bånd over, der knytter os sammen, skiller os ad, lader os stå ensomme og forladte. Og det er ellers netop det emne, der dominerer i påskedagen. Vi skal se Judas, fortvivlet i forrædderiet selvforskyldte ensomhed. Og Peter, fornægtende alt, hvad der er ham dyrebart og fanget i flugtens og fejhedens ensomhed. Og vi skal se Pilatus, som en lus mellem flere negle: Kejserens forventninger, præsternes krav, folkeskaren råben, hans hustrus onde advarende drømme: Hvad er op, hvad er ned, hvad er sandhed? Tvivlens ensomhed

Og frem for alt skal vi se Jesus, mesteren fra Nazareth, Korsfæstet, i lidelsens ensomhed, retfærdighedens ensomhed, kærlighedens enasomhed ? for større kærlighed har ingen, end den, at sætte livet til for sine elskede.

Og med alle disse fortællinger om ensomheden, ja, dér har påsken fået en stilling i hele den menneskelige kulturs historie, som en milepæl i udviklingen af menneskeheden, vores bevidsthed, menneskesynets historie. Også selvom man ikke er kristen, også selvom man ikke tror på, at korsdøden efterfulgtes af en opstandelsmorgen, så siger man generelt, at Jesu offerdød betyder, at noget afgørende nyt kommer ind i historien: det er en afgørende begivenhed i udviklingen af tanken om det frie og uafhængige menneske, den selvstændige samvittighed, individet, som man også kalder det.

Nogen siger, at det er her det sker: Først med menneskesønnen viser det sig overhovedet hvad et menneske formår. Andre opregner Jesus i en række andre personligheder, som er med til at tegne kimen til det individuelle menneskes oprindelse. Hvorom alting er: Det er korset som gør forskellen: Det er ikke tidligere set, at en ener stiller sig op på den måde, som jesus gør det. Nemlig griber nederlaget og ligesom vender lidelse og afmagt til en storhed.

Ja, ud fra en vis betragtningsmåde lægger påskehøjtiden grundlaget for det individualistiske menneskesyn grundlagt. Det som præger hele vores verden. Og det som er kilden til en lang række konflikter og sammenstød mellem kulturer. Alle de problemer med indvandring som fylder så meget i debatten, skyldes at vi har et individualistisk menneskesyn. Men i de fleste andre kulturer verden over, har man et andet syn på, hvad et menneske er. Der kan man slet ikke forestille sig mennesket som løsrevet fra fællesskabet. Og alle disse historier om individer, om enere, som vi plejer at hylde, er for dem uforståelige. Et individ er en gren, revet af stammen, der er noget forkert, måske kriminelt ved at være individ føler de, disse indvandrere fra ikke-moderne kulturer?

Og ja, den skærtorsdag må vi give dem ret, for skærtorsdag fortæller Jesus os om fællesskabet. Hele påskens begivenhed, det offer Jesus bringer i morgen, Langfredag, det offer hvor han også indstifter ensomheden, hvor han grundlægger det nye menneske, individet, det frie mennesket med et helt indre univers af viden og ansvarlighed, det kan kun forstås ud fra fællesskabets ramme og det skal ses som en tjeneste for fællesskabets skyld, fællesskabet mellem mennesker og fællesskabet mellem mennesker og Gud.

Vi skal prøve at se korset på Golgatha for os: Læg mærke til at det ikke står alene! Der står tre kors! I sin sidste stund indstiftede Jesus et fællesskab der endda omfatter forbrydere. For détte er endnu en ting der sker i påsken: Der tegner sig omridset af et nyt menneskesyn, individet, men der tegner sig også omridset af et nyt syn på fællesskab.

Fra nu af skal fællesskab ikke bygge på frygt: frygt for straf, holdt sammen af love, sammenhold udlevet mekanisk, bevidstløst som et kværnende møllehjul af sladder, intriger, bagtalelser, taktiske overvejelser. Nej, fra nu af tegner der sig omridset af et fællesskab, der bygger på samvittighed, et fællesskab, hvor alle kan være med på trods af alt det vi ellers bruger til at sætte skel op med mellem hinanden.

Samvittghedens fællesskab rækker til disciple, der svigter og flygter og falder i søvn, til forbryderere der lider deres straf på kors, det omfatter fattigfolk som en Simon fra Kyrene, der bærer med på korset, og det favner fornemme mennesker som Pilatus hustru Cornelia med hendes urolige drømme i natten mellem skærtorsdag og langfredag ? og rådsherren Josef fra Arimetea, som i det mindste skænker en begravelsesplads for Herren.

Samvittighedens fællesskab er, når vki sætter os for at overvinde fordomme, se stort på rangforskelle, og bare give og tage imod det daglige brød, som det nu ligger lige for. Som Jesus gjorde det, ved det sidste aftensmåltid, og som vi bliver mindet om at gøre, hver gang vi knæler ved alteret i fællesskab med hinanden, i fællesskab om Guds Ord, bundet sammen af den eneste gave, der kommer direkte fra Gud. Kærligheden som er fuldkommenhedens bånd. Da bliver vi for alvor frie, os selv, individer, og da oprettes der først et virkeligt fællesskab, på samvittighedens grund, i jesu navn. Amen